Det var en god og afbalanceret artikel, som Jyllands-Posten bragte om Søren Gade dagen inden Folketingets åbning. Det mener Jyllands-Postens politiske redaktør, Martin Kaae. I et længere portræt af Søren Gade kunne et væld af udelukkende anonyme kilder nemlig fortælle, hvordan Søren Gade angiveligt er doven, pengegrisk, selvoptaget og har let til vrede. Man skulle faktisk lede længe efter en positiv linje om den tidligere formand for Folketinget. Sidenhen har både politikere og mediepersonligheder kritiseret den for at være "ensidig", og flere har kaldt den for et "karaktermord". En af de personer, som er blevet interviewet til Jyllands-Postens artikel, er Morten Helveg, tidligere medlem af Europa-parlamentet for Radikale Venstre - og derudover personlig ven med Søren Gade. Han bidrog med flere positive ting om Søren Gade, fortæller han - men på trods af det, kunne han ikke se sig selv i noget af det, som Jyllands-Posten i første omgang havde bragt. Jyllands-Posten har rettet artiklen og nu fremgår det, at man har talt med 13 kilder. Men hvor mange har man citeret? Det vil Martin Kaae ikke svare på. Og er alle de anonyme kilder blevet tilbudt at stille op til citat? Det vil han heller ikke svare på, fordi det er omfattet af kildebeskyttelsen, lyder det. Værter: Nicolai Dandanell og Anne Phillipsen.
See omnystudio.com/listener for privacy information.