Et forskningsstudie fra Syddansk Universitet og Divisionsforeningen har fulgt trivslen blandt 300 U17-spillere fra 13 danske akademier gennem en hel sæson. Studiet viser, at trivslen hos unge elitespillere kan svinge over tid, og at forskellige forhold i selve fodboldmiljøet kan spille en vigtig rolle.
Men hvordan går man fra et forskningsprojekt til en metode, der faktisk kan bruges i hverdagen på et fodboldakademi? Og hvordan monitoreres trivsel, så der ikke bare skabes flere data, men bedre samtaler med, opfølgning på og beslutninger for spillerne?
I praksis består metoden i, at spillerne med faste intervaller besvarer et spørgeskema om blandt andet trivsel. Besvarelserne bruges til at identificere tendenser og opmærksomhedspunkter og kombineres med observationer og samtaler i miljøet omkring spillerne. Det diskuterer Esben Elholm Madsen, ph.d. i sportspsykologi, medforfatter til studiet og Head of Culture and Environment i Brøndby IF, sammen med Majbritt Lyckhage, bestyrelsesmedlem i FC Helsingør og ansvarlig for implementeringen af metoden på klubbens akademi.
Esben Elholm Madsen og Majbritt Lyckhage arbejder med samme metode, men har forskellige rammer og ressourcer til rådighed i deres daglige arbejde på akademierne. Netop forskellene viser, hvordan en metode til trivselsmonitorering kan tilpasses det enkelte miljø.
Key-takeaways:- Kvantitative data om trivsel kan ikke stå alene, men fungerer som udgangspunkt for samtaler med og observationer af spillerne.
- Tavshedspligt, tillid og tydelige rammer er afgørende, når spillerne skal svare ærligt på, hvordan de trives.
- Målinger af trivsel skal føre til handling. Det kan være sportspsykologiske fokuspunkter i forbindelse med kamp, løbende samtaler eller indsatser for et helt hold.
- Data hjælper spilleren med at reflektere over en længere periode og »komme en smule op i helikopteren.«
- Hvor ofte spillerne skal besvare spørgeskemaet, skal passe til miljøet.
- For mange målinger kan føre til ’spørgeskematræthed’, og det handler for klubben om at finde en balance i, hvor mange data der egentlig er behov for.
- »Trivsel og præstation hænger sammen i en resultatdrevet verden.«
Podcastvært og -producer: Peter Piil
Redaktør: Anne la Cour Thysen
Fodboldfaglig konsulent: Klavs Rasmussen
Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu