Relativ væksteffekt er et begreb, som er tæt knyttet med talentudvikling.
Rasmus Porse er Projektleder hos DBU, og I efteråret var han på studietur i England. Her besøgte han tre toprangerede akademier for at diskutere, hvordan vækst og modning påvirker talentudvikling. Nærmere bestemt besøgte han Manchester City, Manchester United og Everton F.C., og her oplevede Rasmus Porse tre meget forskellige tilgange til spørgsmålet:
Hvordan kan akademier implementere viden om spillernes vækstkurver, så spillerne får de bedste muligheder for at opnå det højeste niveau?
På baggrund af studieturen har Rasmus Porse skrevet et indlæg, hvor han besvarer tre spørgsmål.
Dette er en indtalt version af indlægget,
som du kan læse på GameChanger her.
Key-takeaways:- Blandt lighederne hos de tre akademier er, at de månedligt anvender Khamis-Roche og PHV til at monitorere spillernes biologiske udvikling som grundlag for beslutninger i den fysiske afdeling
- Everton har udarbejdet et system, hvor spillerne trackes i farvekoder med henblik på at minimere vækstrelaterede skader
- Manchester United udmærker sig ved at have en historik med at forløse biologisk sent udviklede spillere til klubbens førstehold (eksempelvis Marcus Rashford og Jesse Ligard)
- Manchester City har fokus på ekspertviden og at invitere den fysiske stab med ind til trænernes bord. Akademiet har bevidst valgt ikke at arbejde med bio-banding
- Selvom klubberne vil matche spillerne efter, hvor langt de er i deres udvikling, er det en udfordring, at kampe stadig spilles efter fødselsår (kronologisk)
- Dansk fodbolds styrke er det tætte samarbejde mellem klubber og forbund om at tilbyde fleksibel kampmatchning og at tage hensyn til både tidligt og sent udviklede spillere
- Rasmus Porse argumenterer for 25-50-25-matchningsprincippet, ligesom i DBU og Divisionsforeningen bør fortsætte udviklingen af Future-aktiviteter.
Indtalt af: Peter Piil
Redaktør: Anne la Cour Thysen
Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu
