Følg dine yndlingspodcasts, lyt offline og i bilen med CarPlay og Android Auto, og fortsæt altid, hvor du slap. Prøv den gratis.
Hvad sker der, når frygten for konsekvenser bliver så stor, at man begynder at censurere sig selv - og hvordan fortsætter aktivister kampen for Palæstina, når håbløsheden melder sig?
I denne episode taler vi om Palæstina-aktivisme, mod, selvcensur og ansvaret for at tale imod uretfærdighed - også når sagen ikke længere trender.
I første del har vi besøg af Mohammed Khani, som tidligere har været gæst i 'Det, Muslimer Taler Om' og siden har stået centralt i den offentlige debat om Palæstina. Vi taler om den modstand, han har mødt, om beskyldninger om antisemitisme og om de mekanismer, der ifølge ham får mennesker til at tie: frygten for at miste arbejde, omdømme og relationer, følelsen af håbløshed og et mindreværdskompleks blandt nogle muslimer, der får dem til at spørge sig selv, om de overhovedet har ret til at kritisere samfundet.
Men hvordan undgår man at blive handlingslammet, når ens indsats tilsyneladende ikke skaber resultater? Vi taler om tillært hjælpeløshed, tro, ansvar og idéen om, at ens pligt er at gøre, hvad man kan – også når resultatet måske først viser sig langt senere.
Senere får vi besøg af Tara fra 'Jøder for Retfærdig Fred', som tog med en international flotille med kurs mod Gaza. Hun fortæller om forberedelserne, rejsen, mødet med bevæbnede israelske soldater, boardingen af båden og tiden i tilbageholdelse sammen med aktivister fra hele verden.
Vi taler også om hendes jødiske identitet og Palæstina-aktivisme, og om hvorfor hun mener, at det er vigtigt, at jødiske stemmer også deltager i solidaritetsbevægelsen for Palæstina.
En samtale om Palæstina, aktivisme, frygt, håbløshed, solidaritet og om at insistere på at handle, selv når det føles, som om ens handlinger ikke gør en forskel.
Følg, like, kommentér og del “Det Muslimer Taler Om” på Instagram, Facebook, YouTube, TikTok og dine foretrukne podcastplatforme.